Dagen oprandt hvor jeg skulle mødes med min bog klub som i øvrigt består af to andre piger. Vores børn har samme alder og det har vi sådan cirka også. Så vi har vel en del til fælles i den sammenhæng bortset selvfølgelig fra at jeg ikke føler, at jeg bliver forstået. Men det er jo ikke noget nyt - eller har det noget på sig?

Da jeg i går fortalte, at jeg var begyndt at sludre lidt med en af nabokonerne som oprindeligt kommer fra Serbien og den ene af bog-klubinderne stirrede vantro på mig og jeg dernæst blev nød til at følge op på min fortælling med et forklarende: "Jugoslavien?".... øhhhhh....? "Balkan?".... øhhhhhh?.... "Europa?" og at der først da ringede en klokke hos min samtalepartner blev jeg jo selvsagt en smule irritabel. Måske især fordi selvsamme netop havde skamrost Michael Moores "Bowling for Colombine" hvori han jo netop understreger den amerikanske intervention i Kosovo... Oh well, this is Northamerica in a nutshell (tænkte jeg... trak sitrende på smilebåndet og tog en dyb vejrtrækning!).

Bogen som, hvis nogen ikke skulle have læst tidligere i mine dagbøger, er mildt sagt ikke lige noget for mig. Den tager afsæt i en bibelsk historie om kvinden Dina nævnt i Tora'en (det gamle testamente) og er derudover fiktion og vel en smule kontroversiel i enkelte religiøse kredse. Pr. definition har jeg et problem når det drejer sig om det bibelske og i det hele taget konformitet i sin videste udstrækning. Hvilket til tider gør min tilstedeværelse en anelse anstrengende!

De tog andre piger synes det var spændende at tale om hvordan de levede dengang. Personligt så er det 3. klasse lærdom for mig og jeg ville hellere tale om hvorfor det er så vigtigt for kvinder at samle sig i grupper og sludre med og - IKKE MINDST - om hinanden. For at gøre en lang historie kort så gik det egentlig godt på trods af at jeg ikke har læst bogen til ende og på trods af at med mine medbogklubinder har valgt at påbegynde den næste bog uden at delagtiggøre mig i det! Men sådan er kvinder vel når de er 'bedst'... tsk tsk!

Og så kom jeg til at tænke på en sen aften et sted 500 km syd for Moskva for en del år siden hvor jeg gik gennem de snebeklædte gader med en medstuderende fra Skotland. Jeg havde tidligere fortalt ham, at jeg ikke er religiøs, men den aften stoppede han pludselig og kiggede mig dybt i øjnene og sagde: "Carina, du er et af de mest religiøse mennesker jeg har mødt". Sådan en dybsindig sætning bliver jo hængende og jeg har efterfølgende fra tid til anden tænkt over de vise ord fra denne - i øvrigt - meget tiltalende skotte. Den er god nok; jeg ér meget religiøs. Det er dog ikke en religion som er skrevet ned og der har så vidt jeg ved endnu ikke udspillet sig en krig på vegne af den.