Var på kirkegården i sidste uge! Hvis skæbnen ville det anderledes- kunne min far have fyldt 76 år. Selv om jeg ikke kan fejere ham, så glædes jeg ved alle de gange han har været herude på hans fødselsdag! Den varme kakao og boller med tandsmør, var et sikkert hit! Jeg savner ham rigtig meget, og der går ikke en dag hvor han ikke er i mine tanker! Det kan være noget jeg ser eller hører der får tankerne henledt, men så sandelig også erhvervsmæssig! Tænker ofte på hvordan han ville hade den kørsels omlægning, samt tekniklogiske udvikling der har været i de 9 år der er gået siden han stoppede!

Tilbage til kirkegården! Jeg har aldrig rigtig forstået min fars behov for at komme på der til jul! Det lå hvert år fast at vi skulle derud, samtidig med at vi - som den eneste gang på året - besøge min faster og onkel! I dag forstår jeg behovet for at kunne komme der og mindes! Et behov jeg ikke oplevede med min mors grav, som jeg fik nedlagt sidste år! Kan godt få en snært af dårlig samvittighed ved ikke at nære de samme følelser for hende, som min far! Min mor var hende der gik hjemme og tog ansvar for børn, hus og have, hvorimod min far sled og slæbte for at holde skindet på næsen! Det var også ham der altid tog med til skole samtaler, samt sørgede for at vi kom til div. fritidsaktiviteter - eller hvad vi nu skulle! Husker også, at det kun var ham var med på sygehuset og besøgte mig der, da jeg som 4 årige havde mononukleose! Han var der bare altid.

Ved at hans største ønske til det sidste var, at have samlet min søster og jeg, samt hans svigersønner og børnebørn. Kan tydelig se glæden og stoltheden i hans øjne for mig! Hvis han så også havde hans to hunde, samt en cognac til kaffen, så var lykken fuldendt! Min søster erklærede mig "skilsmisse" efter jeg sendte et brev til hende? Skrev bl.a. at jeg synes at hun i forbindelse med hans sygdom - engang imellem skulle tage kontakten for at høre hvordan han havde det, så det ikke kun var ham der ringede! Han havde virkelig brug for støtte og omsorg, men det undende hun ham ikke! I stedet lagde hun mere og mere afstand til ham - hvilket rev hans hjerte itu! Føler lidt at det var min skyld at det kom dertil? Hvis jeg ikke havde sendt det brev, så havde verden måske set anderledes ud? I lang tid var jeg ekstrem ked af hendes valg, men i dag har jeg en snært af bitterhed! MAN TRÆDER IKKE PÅ EN MAND DER LIGGER NED!

Hvis bare jeg kunne få en dag mere med ham, så var der så meget jeg ville sige?