Nogle gange kan det virkelig undre mig hvorfor livet skal være så skide svært. Jeg synes ikke der har været noget som helst der er gået min vej i de sidste mange år. 2013 var et desideret LORTE ÅR altså bortset fra jeg fik min søn. Men selv ikke han kan opveje det faktum at der bare ikke rigtig var noget som gik godt.

Ja lad mig bare starte fra begyndelsen. Min kæreste bliver indlagt i uge 27 (af graviditeten). Så jeg står alene med arbejde og en dreng som bare ikke akn finde ud af at mor ikke er hjemme. 11 uger på den måde er nok til at knække mig mere eller mindre. Og så kommer matthias hjem. Fagre ny verden. Mig på antidepresiver og en økonomi som bare ikke fungerer. Fast forward...

Jeg håbede 2014 ville blive vores år. Men nej. Jeg må tilsyneladende ikke opleve succes. Jeg må tilsyneladende ikke opleve hvordan det føles at have overskud i hverdagen. 2014 har ind til videre ikke været mit år. og der er ikke noget skrevet i kortene at 2015 skal blive meget bedre. Mit liv ligner mere og mere en lang række af elendighed.

For helvede hvor kunne det være godt hvis bare jeg kunne få et lille pusterum. Bare en lille smugle succes. Er det så meget forlangt.