I dag har jeg haft en af de der rigtig grumme dage (og har stadig) hvor jeg bare ønsker at forsvinde eller ikke at være eller have været. Jeg har hadet mig selv og hadet at jeg skulle i skole og bare hadet mig selv endnu mere.
Først HADER jeg mit udseende, så HADER jeg mine svagheder og til sidst >>HADER<<!! Jeg min status som nørd, ingen-ting, underlig, ikke-normal og helt ude af det normale sociale lag. Jeg er jo bare en de andre ser på som mærkelig, mut og til dels også dum. Ved i hvad min gruppe i dag i proces foreslog mig? At de havde besluttet at jeg kunne tage mig af at fremlægge vores emne "inddampning" (hvor af ingen af os rigtig forstod hvad vores papirer handlede om) og så ville de (tre) tage sig af vores hjemmeopgaver som vi alligevel skulle lave (-og som jeg allerede selv HAR lavet).
Hvad ergner de mig egentlig for? Så skulle jeg stå der mutters alene og gøre mig til grin, mens de løste opgaver på 1.g's-niveau. Jeg sagde pænt "Nej tak" til deres gode tilbud. Det var synd for dem ikke?
Ærlig talt har jeg jo i forvejen sceneskræk, og sådan som jeg har haft det i dag, hvor jeg kun har følt mig uskøn og endnu mere ulækker har jeg bestemt ikke set frem til den FÆLLES fremlæggelse. - Men jeg kom, og jeg kom for DERES skyld.

- Kære Gud, min fader, gør mig til en anden.

Og dog. Det er faktisk relativt lang tid siden jeg sidst havde en så dårlig dag med mig selv, måske forandres jeg allerede, lidt efter lidt.