Jeg er så dødtræt for tiden. Bittesmå ting, som ingenting burde fylde, overvælder mig fuldstændig og tager pusten fra mig.

Jeg er så træt af samfundets fordømmende indstilling. Søvn er blevet en luksus, som ikke er undt dem der gerne vil frem i verden. B-mennesker er dovne, og søvn har man ikke tid til - man skal ud, afsted, være produktive. Jeg læste en artikel i dag der sammenligner vores uvidenhed omkring den kroniske søvnmangel i samfundet med uvidenheden omkring cigaretters farlige virkning i halvtredserne. Vi ødelægger os selv - vi ved det bare ikke endnu.

Jeg er træt af at være stærk og glad. Nogle gange har man bare brug for at græde, og det er okay. Bortset fra hvis andre ved det, selvfølgelig. Så er man svag eller i stykker. Grådens rensende effekt er ikke noget vi anerkender. Når jeg hverken må sove eller græde, hvad så?

Jeg sidder konstant med hovedet i en bog og et notepapir ved siden af. Hvordan man det være så krævende? Det er det åbenbart, for hold nu op, hvor er jeg bare træt.