Jeg er træt af at være stærk og stå alene. Jeg trænger til en vinterferie under dynen med fire favne fuld køkkenrulle og tid til at være lille og sølle. Krakelere og bryde sammen. Snotte igennem. Rive murene ned til fundamentet og blive skyllet igennem af svalende sommerregn før mureskeen hentes, så der kan bygges op igen og det er muligt at genfinde troen på lykken..
Det er ikke kun et enkelt område der gør ondt. Hver for sig kunne jeg nok klare det, men til sammen er det ubærligt. Eller...selvfølgelig er det ikke ubærligt, for jeg har intet valg udover at klare mig igennem... jeg er bare træt. Ugideligt træt.

Som Kierkegaard skrev:

" Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke."