jeg er ved at få øjnene op for noget jeg tror jeg har fortrængt i en del år.
Det hele føles som en stor garnnøgle, en stor kugle hvor alle føleleser er filtret ind i hinanden, så jeg ikke kan skelne mellem de rigtige, de forkerte og de fortrængte.
måske er det derfor at jeg ikke er rigtig glad mere. At jeg ikke kan se meningen.

Men intet problem kan ikke løses, så det er jeg nu igang med. hvor jeg så skal begynde, er det sværeste.
Jeg startede lidt i går. Først at rense ud indevendigt, så flippede jeg ud i noget rengøring, brugte alle musklerne i det en proffessionel måske ville kalde tvangset eller andet.
Og tilsidst rensede jeg udenpå. Fik skrevet de mest sande tanker ned. Jeg har aldrig skrevet dem så direkte, har aldrig set dem direkte i øjnene, og sendte dem til lottemor.
Måske hører de ikke ind under livshistorier, men jeg vidste ikke hvad de hørte ind under. Men de er så ærlige om de kan blive og jeg sidder nu med en lidt bange følelse af at jeg måske ikke skulle have lagt dem ud herinde.

Men gjort er gjort. jeg tror det er den rigtige vej.
jeg tror, desværre, ikke at jeg er kommet mig over min fars død.
Jeg tror, desværre, at jeg har narret mig selv. Bedøvet mig selv med falske tanker.
Fortrængning..en hård sten at sluge.
Men jeg tror det er den vej jeg skal.

Jeg tror jeg skal igennem alt det lort een gang til, for endeligt at kunne komme helt videre.
Det er underligt, fordi jeg fungerer jo egentligt godt, udadtil....hvor kan man dog sætte sit eget skuespil op til UG, hvis man vil.
men ikke mere. Slut.

Jeg bliver nødt til at gribe fat ved roden og hive den op i sollyset og se om det er den der forstyrrer mig.
Og på en måde føles det godt, selvom jeg er bange.

Men det skal sgu gøres!

Jeg har ikke fortalt det til martin endnu. Men det gør jeg når jeg synes det er tid.
Indtil videre er det min egen kamp. Og det føles faktisk godt.

fuld af forhåbning og lidt angst

camilla