I dag er det et år siden, jeg tudede øjnene ud på Herlev Hospital. Om lidt skal jeg ind og deltage i kontorets sommerferiefrokost. Jeg er knokkeltræt, for jeg havde morgenmad med og stod med bagningen til alt for sent i går. I eftermiddag skal jeg på kirkegården med mine piger, på mandag skal jeg følge den store til akut psykologhjælp om formiddagen og til møde i den lilles klasse sidst på eftermiddagen. For vores præmieidiot af en skoleinspektør har valgt at rent ud sagt skide på, at min datter er en ud af tre, hvis far døde - og at alle tre døde indenfor to et halvt år: De skal fratages deres klasselærer og faste støtte. Og møgkællingen er hverken til at hugge eller stikke i og tager kun til mødet, fordi hendes chef har vredet armen om på hende.

Det eneste, jeg har lyst til i dag, er at begrave mig med en flaske et eller andet stærkt og slutte af med et skvæt skarntyde. Hvor Fanden er delete-knappen til kalenderen, når man har brug for den?