Har i denne uge logget på FP igen efter års pause og føler mig som et spøgelse: Jeg kommer og går igen. Jeg bliver her jo ikke hele tiden, der skal også laves andre ting.
Og så var det uhyggeligste alligevel at genlæse sin egen, gamle dagbog her. Alle de drømme, al den optimisme, alt det ingenting, der kom ud af det. I den opløftende ende de bekymringer, der blev gjort til skamme eller de kata-næsten-strofer, hvis skærende mislyd blev rettet op igen. Der er andre drømme, andre planer, alt for lidt arbejde. Og en udprintet berettermodel på væggen til at fodre tankerne om pladder til salg.