Så sidder jeg et nyt sted. I en kørestol på genoptræningscentret, sammen med chefen. Har er ingen andre steder at sidde. Selv ligger han på en briks, og er i fuld gang med den halve time, han så godt kunne tage..

Bagefter går turen efter alt at dømme nordpå, hvor han skal sættes af hos sine forældre. Der skal luftes hund og spises aftensmad sammen med noget familie der kommer langvejs fra..

Brænder efter at komme hjem.. Kan mærke de gamle kvalmesymptomer hænge i halsen, når jeg er på arbejde hos ham. Det er ikke godt. Bliver irriteret hver gang han beder mig om et eller andet, skjuler det, og som regel er det jo fint nok når først vi er afsted.

Er irriteret over at der ikke er mere liv i ham. Han burde sådan og sådan og sådan for at komme videre med sit liv. Godt nok et kørestolsliv, men dog et liv. Og der er mange muligheder, han er bare blind for dem alle sammen.

Hvis han nu angreb det mere, gik hårdere på, ville han kunne SÅ meget mere.. Men han har opgivet sig selv og troen på egne evner, så derfor går det hele op i sociale tiltag og søvn.

Teak og hund hygger hjemme. Har lokket ham til at tage kotelletter op fra frost, så vi kan grille i aften, eller spise tidligt når jeg kommer hjem. Savner hjem. Savner hjem mere, fordi jeg ved at jeg sandsynligvis skal på job igen søndag. Jeg kan vældig godt lide at være hjemme. Har en ide om at savnet er størst, når jeg er træt.

Og lige nu, kunne jeg godt sove.,