Min kære søn bliver 27 år. Det er efterhånden mange år siden og alligevel er de gået som dug for solen. Hvad er der ikke løbet af vand i åen siden da? I et par dage har jeg siddet i min bolig og ryddet op i fortiden. Smidt papirer ud fra min selvstændige reklame virksomhed, læst breve jeg har samlet fra familie og venner, nogle er ikke mere i mit liv, ikke døde, men bare væk. Og hvad skete der egentlig? Har prøvet at hidkalde situationer og deres ansigter. En masse fotos er set igennem. På disse har jeg siddet og fulgt min børns opvækst på et par timer. Tænkt på hvis jeg stadig var gift med deres Mor, hvordan ville livet så have set ud? Og nu er jeg alene. Alene om at tage vare på mig selv. Min sidste kærlighed har lidt skibbrud. Selv om hjemmet har fået en opstrammer, der er blevet malet lidt her og der, nogle møbler også og der bliver smidt ud, for jeg er en samler, samler på minder i form af breve, fotos og ting og sager, til de fylder mig op, kvæler en og det i øvrigt er svært at have plads til...så bliver jeg lidt vemodig om alle de år der er gået, ikke altid til det bedre...og jeg har lige læst en kortprosa her på kanalen "Manden og bjerget" og den gav mig denne stemning af....ja hvad? En følelse af tab. Og nu er sønnen 27 år. Samme alder som da jeg fik ham. Og han bor på Fyn. Jeg ved ikke om jeg skal tage derover. Puha, jeg er vist i en trist stemning. Godt at solen skinner, det må jeg udnytte.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.