Jeg sidder i bussen, med mine hvide diskrete høretelefoner i ørene. Støjen fra bussens motor overdøver næsten min musik, og så får volume knappen to hakker op. Så brager det ud med Adele med sin lækre stemme, i mine små sarte ører, selvom min mor tit advare mig om, hvordan det øger risikoen for at få tinitus. Adele skråler:

I let it fall, my heart,
And as it fell you rose to claim it
It was dark and I was over
Until you kissed my lips and you saved me

Jeg kigger ud gennem den slørede busrude, op på himlen. Jeg kan skimte en kæmpe flok fugle, formet som en pil. Der er nogle fugle der er flyver udenfor pilen, jeg får ondt lidt af dem, outsider fuglene, og bagefter griner jeg indvendig af mig selv. De flyver sydpå, måske til Mallorca? - eller Grækenland? Vi er åbenbart ikke de eneste der er trætte af grå vejr og bidende blæst. Hvis jeg var en af dem ville jeg nok vende Danmark ryggen, og istedet blive på Mallorca året rundt, svømme i saltvandet og kigge på de rosin look a like damer på solsengene. Men de kommer alligevel tilbage til Danmark til forår, trods skybrud og minus sol. De er trofaste,
de er trækfuglene.

Bare jeg var sådan en tænker jeg.