Løsrivelses processen fra mine forældre er umådelig svær at håndtere. Hver dag er denne proces et tema, og det gør ondt helt inde i mig. Jeg mærker tydeligt denne langsommelige udvikling som jordens tektonikske plader, der bevæger sig væk fra hinanden. Jeg søger selvstændighed og frihed, men samtidig kan jeg ikke overbærer tanken om at skulle sige farvel til mit barnlige sind og mine forældre. Det er hårdt at føle sig anderledes end sine forældre og søge andre ting end ens forældre gør. Vil de stadig elske mig selvom jeg bevæger mig i en anden retning? Svaret hertil er ja. Hvilket er betryggende for en sårbar sjæl som min. En dag må jeg tage det store skridt. Gøre oprør. Give mig selv til kende og skabe mit eget ståsted. Hvornår det endelig skridt skal tages er endnu uvist, men om ikke andet vil dette skridt skabe ro og overskud.