Så skete det. Jeg fik en form for åbenbaring og helle min ellers smukke sommerfugleverden, krakelerede med et stort brag. Min dybt svingende personlighed valgte at gøre det, jeg undertiden, har tænkt en del over. Om det er fordi at jeg har ændret mig, eller om jeg bare generelt har brug for frihed kan jeg ikke svare på. Måske er det fordi jeg er blevet mere realistisk. For det er vel det kærlighed er, urealistisk? Jeg mener selve forelskelsen forgår oppe i vores hoveder. Den fordrejer alt, og danner et fejlfrit, helt specielt, billede af personen. Forelskelse er vel så en form for fantasi? Hvis vi kan blive ved med at leve i denne fantasi, blive ved med at havde det samme fordrejede billede af den enkelte person helle livet, ville det være fantastisk. Dette tror jeg bare er umuligt. Bør der ikke være mere mellem parret, en bare selve forelskelsen? Fordufter forelskelsen ikke med tiden, hvis parret ikke som sådan har noget tilfældes? Eller kan man have et seriøst, meningsfyldt og kærligt parforhold, der udelukkende bygger på kærlighed?

Da det gik op for mig at jeg ikke havde det store tilfældes med den såkaldte udkårende, var jeg forduftet. Eller forduftet, for det til at lyde for let. Først skulle jeg lige forklare hvordan vi stod, høre på hvad han havde at sige(selvom at han ikke havde noget at sige) og til slut følge ham pænt ud af døren, så at han kunne blive hentet af forældrene. Selvom at selve processen kun tog et kvarters tid, følges det som flere timer. Det var utrolig akavet helle vejen igennem, specielt eftersom at jeg valgte at spørger om han slet ikke havde noget at indvende. Det skulle jeg så aldrig havde gjort. Det førte bare til at situationen blev mere akavet. Han vidste ikke hvad han skulle sige, hvilket underligt nok gjorder mig sur, fordi jeg havde forventet en eller anden form for reaktion. Da der ikke rigtig var andet at sige, og vi bare sad og ventede på hans forældre, kørte samtalen ind på noget af det mest urelevant såsom hagl..

Kan måske godt se at der ikke er så meget at sige, når kæreste har besluttet sig, men er et lille sammenbrud for meget at bede om? Jeg mener hvor seriøst var forholdet så enlig, hvis modparten ikke viser den store reaktion? Ofte undre jeg mig over hvad vi er for nogle underlige individer, der kan være forelsket og efter små 3 måneder, ikke havde nogen anelse om hvorfor vi var så stærkt tiltrukket af den gældende person. Men det er måske bare sådan livet fungere? Som en ruchebane styret af modsigende følelser, absurde hændelser, og uforklarlige behov. Jeg har ikke selv noget svar på det. Det vil være det samme som hvis nogle spurgte hvad jeg vil, når jeg bliver voksen, for tro mig, jeg har virkelig igen anelse. Stopper her. Er blevet afklaret med mig selv indtil videre:)