Nå, så skulle det åbenbart være en fredag nat det skulle ud... Det jeg ikke kan sige til nogen, end ikke min ældste og måske kæreste ven, jeg har kendt siden jeg var fem. Det har taget over et halvt år og en del juleøl her til aften før jeg overhovedet tør tænkte på så meget som at skrive det. Vil på en gang gerne sige det til nogen og på samme tid bare gerne holde kæft om det og håbe det går over. Har en ide om jeg får afklaring hvis jeg siger det til nogen, men det tør jeg ikke. Skrev det faktisk til min kæreste ven i en brandet for noget tid siden; altså at jeg måtte snakke med hende om noget vigtigt, men trak i land dagen efter og turde ikke...

Tør faktisk heller ikke rigtig nu, selvom ingen ved hvem jeg er herinden eller stiller mig til regnskab med det. Men frygter det bedste og regner med det værste.

Det er jo også fordi jeg tager på højskole om lidt, og så kan det jo sådan set være lige meget... Altså om det er, eller det er noget jeg bilder mig ind...

Jeg taler uden om, og jeg ved det godt. Og det er jo det, er bange for hvad der sker hvis jeg skriver det, det der nager mig. Så er det jo nemmere hvis bare det er flygtige tanker og ikke noget andet... Må lige hente en smøg ...!

Lighter - smøg - ild - ro...! (Løgn med det med ro, julemusikken kører og dét er fedt!)

Havde faktisk planlagt gennem hele cykelturen hjem fra byen at jeg ville gå ind og skrive det, for at få fornemmelsen af hvad der sker, men kan sgu ikke kan jeg mærke... Men det er jo ikke fordi jeg har gjort noget forkert, eller har tænkte mig at gøre noget forkert, sådan er det slet ikke! Men er bare så bange for at ødelægge noget der er så godt. Noget jeg virkelig sætter pris på. Alle ved jo, at så længe man bare tænker ting, så er de ikke virkelige - rigtige. Det er først når man skriver det/siger det til nogen, at det rigtig betyder noget

Men følelser burde jo ikke være noget man skulle skjule, i hvert fald ikke for de nærmeste. Det er noget man, ja, i hvert flad når man har det som mig, burde vende med nogen. Bruger alt for meget tid på at tænke på det, men tør ikke snakke med nogen om det, for hvad hvis det er forkert? Eller værre, hvad hvis det er rigtigt? Shiiiiiit