Jeg er ked af det. Jeg fik talt med min kommune om "det der med at være enlig mor og kærester"... Det var ikke videre opløftende. Der blev sagt at de tolker reglerne NOGET stramt her i min kommune, så jeg fik NOGENLUNDE udstukket nogle regler for hvor meget jeg må ses med kæresten...

vi må ses max 5 gange om mdr, de tre på overnatning. Vi må ikke hjælpe hinanden, vi må ikke spise sammen (uden der foreligger dokumentation om at vi betaler hver vores del)osv osv...

Jeg vil bare gerne være kærester uden at skulle være det på milimeteren...

hvorfor ikke flytte ind til kæresten? spurgte hun. Fordi jeg ikke tør spørge ham. Fordi jeg ikke er sikker på han vil synes det er en god ide. Jeg vil ikke påtvinge ham mit barn og jeg, hvis ikke det kommer fra ham selv. Jeg vil ikke presse ham ind i en familieførelse han ikke kan være med på, og føler sig forpligtet til...Jeg holder af ham, og jeg kan ikke overskue at skulle undvære ham i den grad. Jeg fungerer ikke til forhold hvor man kun ser hinanden 1-2 gang om måneden. Det er umuligt for mig...Jeg ved det på forhånd. Har prøvet det SÅ mange gange før, at jeg ikke vil.

Flytte sammen? Ville jeg kunne det? Tjah...jo..nej..jeg ved det ikke. Hvis kæresten kom og spurgte, ville jeg ikke betænke mig et sekund... jow..et minut måske, men jegved hvad det ville betyde. Jeg vile tage chancen. Men det er nødvendigt for mig, at det bliver på hans initiativ. Da det er ham der "af sig selv", skal åbne døren for mit barn og jeg... hvor er det svært...og hvor er jeg sikkert en pjatterøv?! Jeg holder af kæresten, vil gerne at vi kan finde ud af det sammen, men tør ikke selv tage skridtet... fordi.. jeg ved det ikke... fortvivlelse...måske?

RØV