I dag da jeg sad alene i skolens lektiecafe på første sal, og pænt arbejdede på min matematikrapport, fik jeg ligepludselig en sjov indskydelse. Jeg vil hoppe ud af vinduet tænkte jeg. Nu er dette ikke i sig selv vild alarmerende, da "springet" kun er knap en meter, der er nemlig tag under. Men dat larmerende er at jeg gjorde det. Det plejer ikke lige at være mig der gør sådan noget, men jeg havde lyst. Var nær blevet opdaget af pedelen. Jeg har frihedstrang, lad mig finde et træ og klatre i, det savner jeg. Jeg kunne kun se en lille grund til at gøre det, men manglede helt en grund til at lade være. Hvorfor skal mit liv ligne dagen igår?