Har lige været til en reading af et stykke en veninde har skrevet.

Det var godt. Noget med to kvinder i en lufthavn... hvor den ene provokerer den anden. Lang historie.

Men jeg begyndte sgu at græde... det var noeget med at den ene kvinde beretter, hvordan hendes mand har været hende utro, og hun føler sig krænket. Og nej, det var ikke pga. mig selv, men noget med min fortid med J.

Den ene kvinde råber til den anden (hysterisk stykke) at det er uværdigt at slå, hvorefter den anden håner hende og ikonisk siger 'ja, kors det er da meget mere værdig at lade sig snyde og trække rundt i manegen af manden, der er fuldstændig ligeglad med at såre hende'.

Mmm. Jeg sad der og følte mig uværdig. Jeg lod mig trække alt alt alt for meget rundt i manegen. Af en mand, der netop var ligeglad med, når han sårede mig. Som om han ikke havde dårlig samvittighed eller var upåvirket, når jeg var helt knust over hans handlinger. Han var aldrig utro... (ikke for min skyld, men mere for sin egen værdighedsskyld... det er lige ved, at jeg lang hellere ville have haft utroskab og anger, end hans manglende empati).... Jeg må virkelig virkelig virkelig have fået mine grænser fucket op dengang. Kunne mærke ydmygelser skylle ind over mig. Og netop følelsen af grotesk uværdighed.

At jeg spyttede en enkelt gang eller to er et latterligt lille bitte mikroskopisk fnug på en idiotisk blank flade af søde tålmodige frøken. Hvorfor gik jeg ikke? Jeg vil til evig tid være bange for den slatne del af mig, der ikke gik. Så smukt. Nu græder jeg, jeg idiot.