Jeg skulle have stået med et lille spædbarn på armen lige nu. Men sådan blev det ikke. Jeg har aldrig rigtigt kunnet sætte mig ind i, at det skulle være nogen vild stor sorg at komme ud for spontan abort. Jeg vil stadig ikke karakterisere det som nogen stor sorg, men det påvirker mig mere og mere som månederne går - og jeg stadig ikke er gravid.
Jeg havde virkelig håbet på denne måned, fordi jeg denne gang var sikker på, at ægløsningstidspunkt og natlige aktiviteter passede sammen. Men ak - ikke alligevel... Og så var det denne måned, jeg var sat til, og jeg havde håbet, at jeg i det mindste på denne dag kunne sige, at måske står jeg ikke med den baby, men i det mindste venter der en anden en - en rask en.. Men det kan jeg ikke sige endnu.... Bare jeg kommer til at sige det...
Godt nok har jeg den mest fantastiske dreng i hele verden i forvejen, og han er også alt man kan ønske sig....lige bort set fra en søskend til ham.. det ønsker jeg også