Har siddet og set den italienske film - La famiglia- For hundrede og syttende gang. Jeg bliver lige grebet hver gang. En ung ville nok sige: ja, men der sker jo ikke en skid. Men det gør der. Filmen starter i 1906 og slutter i 1988 i den mellemliggende periode følger man en romersk familie, som bor i en kæmpelejlighed. Gamle mostre og børn i en skøn redelighed. Stor flot borddækning hver dag, og køkkenpersonale. Slutter med at en 80 årig mand sidder helt alene i køkkenet og nærmest spiser pasta af gryden. Så sørgeligt. Det mest sørgelige er, at sådan er der nok, mange gamle der sidder her 2010 i Danmark.

Filmen fik mig også til at tænke på den fantastiske by Rom. Boede engang på toppen af den Spanske trappe, med det helt usandsynlig smukke blomsterflor. Alle de mange små og hundedyre gader ligger for foden af trappen, der gælder det om at gøre en bella figura, så er det helt anderledes på den anden side af floden, det er der man morer sig.