"Isabel, gå lige op og snak foran 500 mennesker!"
Jeg hader virkelig at skulle træde ud af min anonyme tilværelse og ikke mere være en i mængden. Jeg bliver altid så nervøs, når jeg skal fremlægge og såen. Men jo skal jeg nok fortælle om vores kreative hjemmeside, når ingen andre har nosser nok til at stille sig op, men nok også fordi jeg ikke kunne sige nej, selvom stemmen lyder som en 50-årig mand, hvis arbejde har været at drikke lidt for mange bajere gennem tiden, hjertet sidder helt oppe i halsen og min krop får krampeagtige rystelser fra baller til fingre. Det er jo ikke normalt!
Men jeg fik læst mit digt op på skolen, så nu er jeg lidt famous eller ikke ;p

Dengang jeg var lille var jeg den snaksaglige, som fandt en ny ven bare ved at kigge i en ny retning, jeg var ofte centrum for diverse tøsefnidder, jeg var ikke bange for at sige min mening, hvad jeg husker. Eller det er måske den jeg ønsker at være? Men i hvert fald nu, vil jeg hellere sige jeg syns noget er okay end at stå og kritisere folk :i Det er da måske lidt nedern af mig, men vil i have jeg stiller mig op på en stol og skriger ud til verden: "for helvede forstår du det ikke, vi kan bare ikke lide dig og bare fordi du køber det samme tøj som os er det ikke i orden!" Men såen er jeg ikke opdraget, jeg vil hellere brænde inde med mine irritationer end at sårer folks følelser.

Men jeg fik snakket og det gik da også okay,, men ville nu ønsker man bare kunne sparke sig selv i røven og bare tage tyren ved hornene og stille sig op og sige: Her er jeg, tag mig som jeg er, for jeg har ingen intension om at lave mig om! Men i stedet kravler vi ned fra taburetten og ned i vores sikre musehul, hvor vi kan misunde andre for deres mod og selvsikkerhed..

Her i julen har jeg fået skrevet mine første kort prosa fortællinger nogensinde, som altid er de om problemer, som finder sted i hverdagen, et valg om en kommende fremtid. Den første "tårer i natten" er blevet publiceret her i dag, så i er hjertelig velkommen til at kigge forbi og evt. give jeres mening (: