Det er en af de nætter, der står klarest i erindringen - selv i dag godt 7 år senere. Radioen spillede "I won't go getting tired of you" - og mine tanker fløj straks tilbage til ydmygelsen, angsten, vreden. Helt nøgen - og så ordene om, at det nok ikke gik mere. Jeg græd, som jeg aldrig har grædt. Og igen og igen rungede Foo Fighters sang i mig. Jeg spillede den for ham - måske for at ødelægge noget for ham, måske for at lade nogle andre udtrykke de følelser, der var så dybfølte i mig dengang. Jeg ville være sammen med ham for altid - men han rummede ikke, at jeg brød sammen. Han rummede mig ikke, da det hele blev svært.

Og så står jeg her i dag. Deprimeret - gravid og på lykkepiller. Og med en mand, der ser forelsket på mig, selvom jeg ikke kan andet end at klare de små ting i hverdagen, selvom jeg kun er en skygge af mig selv.

I got tired - det tog sin tid, men tiden læger alle sår. Vi mødtes efter halvandet år - og jeg havde svært ved at se, hvad jeg faldt for, selvom jeg et sted indeni stadig troede, at jeg var faldet. Det var jeg ikke. Han trættede mig.

Men elskede S, dig bliver jeg ikke træt af. Tak for, at du kan rumme mig. Tak for, at vi sammen har skabt et rum, hvor der er plads til at være i stedet for blot at kunne - og at når jeg ikke kan, kan du.