AARGH! Jeg kan mærke at det er ved at tage overhånd - Mit hoved bliver mere og mere fyldt af hende, mine tanker kredser om hende, jeg forsøger at snige mig til at være på de rigtige steder på de rigtige tidspunkter. Laver undskyldninger for at komme i nærheden af hende.

Og samtidig ved jeg inderst inde godt, at det aldrig bliver til andet end et stort tankespind...

Men hvordan skal man ignorere sætninger som "Du er også en skat og en hjælp" - Det skriver man sgu' da ikke til hvem som helst ?

Det er hårdt - Kan mærke, det stikker i hjertet hver dag når jeg tager hjem. Og jeg glæder mig allerede til imorgen, hvor jeg ser hende igen.

"Do you question your life?"
"Do you ever wonder why?"

Ja, det gør jeg. Hver dag, i øjeblikket...