Ja hov?! Jeg er dukket op til overfladen igen. Hvorfor? Det meget hemmelige og skrøbelige spil der kørte i maj, kører skam stadig. Jeg har været vedholdende med de søde og flirtende bemærkninger. Ikke mange, men nok, til at hun stadig smiler til mig, til at vi snakker godt sammen alligevel, til at vi arbejder godt sammen, til at vi kan sidde ved siden af hinanden, uden at det er ubehageligt eller mærkeligt. Jeg er rykket lidt tættere på hende, med skriverierne... Hvorfor? Nok for at komme tættere på grænsen - Dog uden at træde over. Og hun tager imod, er ikke afvisende.

Dog er det slut med at SMS'e til hende. "Nu står der jo ikke noget kriminelt, men xxx vil ikke kunne forstå at jeg får sådan nogen SMS'er", så det har jeg lovet hende. Jeg var ellers påpasselig med kun at sende SMS'er til hende, når jeg vidste at hun ville kunne læse dem i ro og mag, uden risiko for at komme til at stå i dumme situationer. Men desværre læser hun ikke altid SMS'er når de kommer...

Jeg har også tænkt lidt over, hvordan jeg reagerer den dag hun bakker ud og siger STOP. Jeg tror jo stadig inderst inde at dagen kommer og nyder så bare tiden indtil da. Jeg tror jeg bliver ked af det, falder helt til jorden, men vil rejse mig igen. Det ER jo trods alt kun en flirt. Jeg ved jo heller ikke, hvor langt jeg selv ville gå, hvis det var mig, der satte dagsordenen.

Er man mon masochist, når man gerne vil smæk i følelserne ...?