Det har egentlig fulgt mig hele dagen, ja faktisk hele ugen. Denne lette rysten, der føles lidt som feber, kvalmen der ikke er stærk nok til at få mig til at kaste op. Jeg har lyst til at kaste det hele op. Ikke bare maden, som jeg artigt propper i mig, fordi jeg er for meget mig til at kunne stritte imod, men også alt det andet, alle tankerne, skrigene, gråden, det alt sammen, så jeg sidder tilbage som en hul skald ikke længere helt et menneske.
Weekenden er begyndt. Jeg hader weekender. Det er som om luften står stille og jeg vil blive kvalt. Det er tanken om weekenderne der gør mig bange.
Jeg burde egentlig gå på biblioteket i morgen og måske hjem og hente post, komme lidt væk fra afdelingen, men tanken om at bevæge mig alene ud i verden udenfor er for stor, jeg kan slet ikke overskue det. Dette tør jeg dog ikke fortælle personalet for K vil bare gå fuldstændig i selvsving og blive endnu mere insisterende på at sætte alverdens projekter i gang, og det orker jeg ikke.
Jeg læser det igennem jeg lige har skrevet og det giver ikke ret meget mening, men det er der efterhånden ikke ret meget der gør.