Regnen passer mig perfekt, en isolationens sidste forkæmper, en mand af gammelt og mystik. Når jeg går gennem regnen, med hætter trukket over mit hoved og en kasket der skærmer mit ukønne ansigt fra omverdenens dømmende blikke, går jeg, kun med et glimt af en spids hage der stikker frem fra et bøjet hoved hvor regnen langsomt drypper ned af hættens runde kant.

Folk glor, tænker, hvem er den mystiske mand, klædt i mørkt, langsomt gående igennem regnen, ligeglad med regnpytter og folk, passende ville det være hvis Hugin og Munin sad tyngende på mine skuldre, ser på dem der ser på mig, dømmer dem og evaluerer dem.

Trist er det nok, at jeg er ligeglad med alle og alt. Men jeg ville ikke have det på nogen anden måde. Jeg, den dystre, mørke isolationens forkæmper.