Jeg er bare vred, jeg er skuffet, gal, rasende, frusteret og enormt ked af det!
Det kan ikke være rigtigt, at jeg nu græder igen og har gjort det.
Jeg er fuldstændig låst fast i nogle onde cirkler og fortiden indhenter mig, hver gang jeg er sammen med min far!
Så bliver jeg akurat lige som ham! Ham der har ødelagt så meget for mig gennem mit liv! Ham der har projekteret alle sine dårlige sider ind under huden på mig. Ham min mand siger jeg minder om, når jeg gør noget dumt.
Når jeg bliver vred på min søn, så kommer de automatiserede reaktionsmønstre frem. Jeg skælder ud, jeg hæver stemmen, jeg glemmer at anerkendem at han har nogle følelser, som er helt okay at have, jeg smækker med dørene, hamrer i bordet og opfører mig i det hele taget rigtig barnligt og upædagogisk!
Til gengæld siger jeg undskyld, jeg anerkender hans angst for for flyvende insekter og hunde. Jeg anerkender hans vrede og frustration, når der er noget han gerne vil og ikke må. Jeg giver ham knus og kram og fortæller at jeg elsker ham. Jeg fortæller ham, at voksne også kan græde og lave fejl.

Et familiemedlem har slettet noget jeg har skrevet om min far på FB.
Hun ved jo han er en særling, men nægter nok at se sandheden i øjnene...

Jeg har erkendt at fortiden påvirker mit liv og min hverdag, har erkendt at der er noget at arbejde med. Nu er det på tide at komme videre. Nu må jeg bearbejde det, nu må jeg leve og finde mig selv.
Jeg skal IKKE blive som ham!!!