... og jeg er i virkeligheden ret ligeglad, men det var hyggeligt at sidde på café med veninde, ven, venindes kæreste (som er en gammel ven hjemmefra).
Pudsigt, som man kan blive revet med af noget, man interesserer sig så lidt for. Jeg hader i virkeligheden fodbold. Jeg plejede at synes, at sport stjal spændende sendetid fra alt muligt andet, jeg hellere ville se.

Men på cafeén mødte jeg en gammel efterskole kammerat, og det var rigtigt rigtigt hyggeligt at se ham. Jeg blev rørt. Han forlader én gang om året sin kone og børn for at tage ind til København og se fuss med vennerne. Det er sgu da på en måde rørende.

Jeg er træt, har fået blære-historie for 117 gang i år, og er lidt ked af min dumme dumme behandling af fyr, som nu nok ikke gider mig mere. Det er ok, men jeg kommer til at savne ham. Eller... jeg savner ham sgu lidt.

Måske har jeg udviklet mig til at være tryghedsnarkoman på mine gamle dage. Det plejede jeg ellers ikke at være.