Igår var jeg til noget afslutning for min veninde. Min ældste. Hende med sønnen jeg holder af.

Jeg har ferie en uge...Jeg havde lyst til at fejre, men ikke nogen at gøre det med. Ud over hende. Hun er sød og dejlig og så har hun et barn på 2 mdr. og ammer.

Hendes mand skulle lave lyd. Viste sig at være for et band, der er nogle af J's bedste venner, og jeg vidste at de alle sammen ville være der.

Jeg blev ked af det. Lige pludseligt og voldsomt... følte mig så gammel og forladt og kedelig og alene, og nu kunne jeg være hende der sad og hang i sofaen hjemme med hende med barnet...'det er måske en køns ting' sagde J, da vi snakkede om problemet i påsken. 'Mig kontakter mændene, når de vil drikke sig fulde og have fri fra familielivet, og så skal jeg rigtig være vild og energisk og dig kontakter de, når de vil hygge sammen alle sammen'.

Jeg måtte ud og græde lidt på toilettet.

Og så ringede en anden veninde og spurgte om jeg ville med ud, og det ville jeg jo rigtigt gerne. Sagde ja... og skulle så ud og fortælle gode gamle med barnet, at jeg havde lavet en anden aftale. Hun blev ked af det... og jeg følte mig som en idiot.

Jeg blev også vred... over at hun ikke kunne forstå. Vi havde ikke nogen aftale, men det var alligevel tydeligt,at hun blev fravalgt for noget mere udadvendt. Jeg synes bare jeg har fortalt hende, hvor mærkeligt det er for mig, det der med at alle har unger omkring mig med min elskede gamle kærestes venner, og at helt vildt savner legekammerater der er samme sted i livet som mig. Jeg er forpulet egoistisk nogle gange.

Blev sgu ked af mig selv. Og det med rette. Jeg kan jo ikke blive ved med at ynke hele livet. Jeg synes jeg gør alt muligt for leve og være glad. Men jeg er sgu ikke bullit proof, når J bliver nævnt.

Nå, det blev en hyggelig aften. Både til afslutningen og bagefter... men jeg sidder sgu lidt med en dårlig smag i munden.