Jeg kan ikke finde hoved og hale i det mere. Var i byen med kollegaerne idag for at sige farvel til de, der har valgt at flytte et andet sted. Lidt soergeligt. Lidt som at vaere til begravelse...efter 4 aar, bliver det soerme svaert naar naesten 1/3 ikke er der mere. Saadan er livet, maa bare komme videre.

Sad i metroen paa vej hjem og en lille 5 aarig pige kom og sad ved siden af mig...og stirrede lidt voldsomt paa mig. Gad vide hvad hun taenkte -maaske var det min prangende frakke. Hun var saa soed og betagende. Lige pludselig blev man overvaeldt af moderlig foelelser...jeg er 28 aar er hverken gift eller har boern, mens alle omkring mig goer lige netop det. Jeg er jo socialt retarderet. ....havde det jo lidt indenfor raekkevide, men tabte det ligesaa hurtigt. Kan simpelthen ikke faa det begravet. Det kommer op til overfladen naesten hver dag og kvaeler mig. Hvis vi havde vaeret perfekte, saa havde vi nok stadig vaeret sammen. Hvis han virkelig havde foelelser, saa havde han ikke saaeret mig...saa ville han havde laengtes efter vores venskab, saa det var aabenbart ikke staerk nok til at overleve.

Min veninde ringede og spurtge om jeg ville med i byen imorgen. Paa en maade braender jeg for at gaa ud .. vaere fri og nyde livet og det "lidt" ungdom jeg stadig har tilbage. Foeler mig lige pludselig saa gammel. Paa den anden side skal jeg traene noget mere. Jeg er jo vildt bagud i forhold til resten af dem jeg skal loebe med. Det bliver vildt pinligt, saa jeg skal tage mig sammen i weekenden og goer noget ved det.

Har lige skaendtes med mine foraeldre. Har sikkert gjort dem kede af det, men jeg havde god grund til at vaere sure paa dem (en laengere historie, som jeg er alt for traet til at skrive). Hvis bare de kunne forstaa mine tanker og skuffelser. Jeg er lidt ligeglad med alting lige nu....maaske en god nat soevn, kan hjaelpe paa humoeret.