Idag valgte jeg at gå hjem fra arbejde. Der er godt nok noget der ligner 2-2,5 kilometer hjem men det gjorde ikke noget. For lyset var ikke helt væk og det var pludseligt gået op for mig hvor smuk verdenen er lige i øjeblikket. Sneen der ligger på træerne og på buskene. Trampet hård på fortovet. Og bilerne der stadig kører langsomt og forsigtigt. Jeg bliver bare så glad.

Jeg sørgede for at pakke mig ekstra ind og så spaserede jeg langsomt hjem. Det nåede at blive helt mørkt inden jeg kom hjem men det gjorde heller ikke noget. Jeg bor så langt ude på landet at der ikke er nogen der overfalder. Det er ganske enkelt for koldt at ligge på lur, og risikere at der ikke kommer nogen forbi. :-)

Det var ellers startet eller nærmest fortsat som en lidt trææææls dag. På arbejdet er jeg løbet på en lidt smålig fyr. En af dem der gerne vil gå i for små sko. Jeg er fem minuter for sinket om morgenen. Og det går ham meget på. Og det selv om det kun er medens jeg ikke kan cykle. Når vejret bliver køreegnet igen bliver mødetiderne normale igen.
Men det er ikke det hele. Alt er slemt når det er mig. Jeg snakker for meget. Jeg griner for højt, Jeg forstyrrer de andre, sløver dem ned og så er jeg for opkæftende. Og det selv om jeg ikke synes jeg siger eller gør noget der giver ham grund til at mene det om mig.

Mine arbejdskammerater mener jeg er blevet for popular på for kort tid. Men så går man virkeligt i for små sko, hvis man ikke kan unde andre et godt kammeratskab. Jeg er ellers så utrolig glad for at være der. Arbejdet er ikke det mest spændene men arbejdskammeraterne er fantastiske. Så selv ikke min "ven" kan slå mig ud. Men det tager lidt på humøret at altid blive kritiseret for at jeg er få glad og for snakkende. Det er ikke altid nemt at gøre dem alle tilfreds. Hvis jeg ikke snakker kommer de andre og klager sig over det. Og hvis jeg gør det kommer han helt sikkert igennem vores afdeling. Det slår aldrig fejl.

En anden ting der irriterer mig utroligt er at jeg ikke får gjordt mine historier færdig. Jeg har en her inde jeg er nået halvvejs igennem. Jeg har stammen til de sidste liggende på maskinen, men de skal pudses af og gøres færdige. Og det er som om 8 dage i en uge er mindst 2 for lidt. Og 24 timer på et døgn er heller ikke nok. Jeg kan ikke få plads til alt. Jeg er nød til at prioritere mine børn og min mand, så huset og tilsidst det sjove. Og når jeg når til det sjove er det enten blevet for sent eller jeg er blevet for træt. :-( Det er ikke sjovt.

Men jeg har en teori om at det nok skal komme. Og så længe jeg har tid til at side her og skrive, med tastaturet i skødet og fødderne på skrivebordet kan det ikke være helt galt.

Men nu sover mine fødder og tager jeg dem ned falder tastaturet på gulvet. Så jeg vil sige tak for i aften.
Jeg håber ikke I alle faldt i søvn inden i nåede hertil

Godnat.

Birgitte.