Kære dagbog,
Hvorfor virker alt nogen gange så svært, kan ikke finde ud af mine ejne tanker. De kører rundt og jeg kan ikke følge med.
Er træt af en masse ting, ville så gerne ændre på det. Men det kan jeg ikke uden at det får alt for store bekostninger for os alle sammen og det vil jeg ikke have.
Er træt af planer der aldrig bliver til noget alligevel, siger hele tiden til mig selv at sådan er det bare , men er sgu kørt surt i det. Vil ikke være med til det mere, men jeg kan jo heller ikke bare kaste håndklædet i ringen, der er så mange andre at tænke på.
I næste uge skal jeg starte på det nye kursus, men har mistet lysten til det, aner ikke hvad jeg skal lave der og hvordan jeg kommer videre.
Synes det hele er noget lort, men prøver hele tiden på at skjule det for børnene, manden, mine forædre og alle andre. Der er jo ingen grund til at de skal blive skuffet over at jeg egentlig har det så træls. Jeg er bare kørt så fast at jeg ikke kan komme fri igen.
Hvad pokker skal jeg gøre, jeg var eller så glad, men det ændre sig så hurtigt. Pludslig er bæret fyldt og jeg har brug for at få luft, men føler ikke at nogen forstår. Det er jo bare mig der er pjattet, det er nok også derfor at jeg ikke fortæller det til nogen, fordi de ikke forstår mig.
Øv øv øv........ Det ser sgu så sort ud.
Ses i morgen.