(åbnet 2017)
Efter min kæreste er gået ned med stress er jeg sikkert blevet mere styrende i hendes liv forsøger beskytte hende så hun ikke igen går ned, med hjerne og hukomelsesskade til følge.

I vores liv sammen har vi altid haft det sådan at vi aksepterede hinanden som vi nu er med alle de sikkert tåbelige valg vi hver især foretager.

Måske bebrejder jeg mig selv at jeg ikke i første omgang da min kæreste blev stresset fik hende bremset op reddet hende hmmm ligesom når forældre sender deres børn ud i livet, at man sådan ville ønske man kan beskytte dem mod alle livets ulykker..

Hmmm min kæreste kan ihvert fald ikke klare det at jeg ikke nøjes med at lytte til hendes liv men nu forsøger holde hende hjemme fra job når kroppens faresignaler for stress igen popper op...

Men min kæreste kan skal selvfølgelig selv bestemme i hendes liv og hun føler sig nedgjort når jeg som igår forsøger at køre bestemmende ind over hende...(for at beskytte hende)

Vi fik en lang god snak iaftes ååååå jeg bliver nødt til at stå på siddelinjen klar med knus plaster og snak OMSORG og give slip på bekymringen men stole på hun selvfølgelig tager hendes valg i livet helt rigtigt.

Det er jo faktisk netop der i aksepten af hinanden vi har fundet kærligheden, jeg har aldrig tidligere i mit liv haft en kæreste der kendte mig så godt og aksepterede mig som jeg er. Ligeledes fortjener hun at jeg igen er den aksepterende kæreste over for hende...

SES Peter