Jeg har mistet en del af den kontrol jeg havde, da jeg boede et andet sted. For første gang i mit liv, kom jeg for sent på arbejde, grundet offentlig transport. Blev brændt af hele tre busser. Hvor tit sker det lige?

Der var store flyttedag. Troede de længe ville være færdige da jeg kom fra arbejde, og dog blev jeg lige hvervet i farten til at hjælpe med det sidste. Jo tak. Fire timer senere var vi færdige.

Det irriterer mig, at jeg ikke kan komme over og træne. Centeret er lukket for i dag. Det er et godt sted. Troede aldrig jeg skulle sige det om et træningscenter, men jeg kan godt lide at være der. Hvis jeg har energi tilbage, håber jeg at kunne en tur i morgen efter arbejde.

Matematik er hårdt. Blev rasende i fredags, fuldstændig indædt hysterisk, da jeg ikke forstod et matematisk begreb. Jeg kan ikke blive ved med at spørge sidekammeraterne - så får de jo ikke lavet det de skal - og læreren har travlt med at hjælpe dem der allerede kan stoffet - med noget endnu mere kryptisk. Det er ikke fordi jeg ikke kan regne, det er fordi jeg ikke kan gennemskue hvad ordene betyder. Havde jeg været en kat havde pelsen strittet og kløerne havde længe været blottede. OG jeg havde hvæst af hvadsomhelst.

Arbejde var hårdt i dag. Jeg kan ikke vænne mig til arrigheden og ubehøvletheden der eksisterer herovre. Jeg savner nærhed, ægte interesse fra de folk jeg omgiver med. Besøgte Bedste Ven forleden. Hans kæreste var sindssygt irriterende - men vild med mit hår. Bedste Ven kommenterede det også. Og påtalte at hvis jeg manglede en at sove med, stod hans høje overvægtige bumsede fætter i samme situation. No thanks - selvom fætter da er en flink fyr.

Jeg har mødt en masse, men kun få jeg vil kalde mennesker i samme stil som mig selv. Blev verbalt svinet til i supermarkedet forleden, hvad der udløste det har jeg ikke den fjerneste ide om, men at pensionisten syntes at jeg var "et hjerneløst ungt fæhoved" stod ikke at tvivle. Det eneste jeg kan komme i tanke om, som kunne have generet ham - er det faktum at jeg satte min tunge kurv på gulvet - og skubbede den frem med foden. Lyden af det, må have udløst anfaldet. En anden kunde i køen bad ham slappe af. Jeg må lære at være mere ubehøvlet og svare igen. Det vil jeg gøre hvis jeg ser ham igen.

Jeg drømmer uroligt. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg har det godt her. Selvom størstedelen af menneskerne er søde, og ingen endnu har generet mig voldsomt. Mit stressniveau er tårnhøjt, jeg kan ikke koncentrere mig om at være social på alt for højt plan. Talte med en anden kollegianer om det idag. Hun har det heldigvis på samme måde. Optur, trods alt.

Jeg har ingen fysisk styrte tilbage i mine spaghettiarme. Jeg sidder på min stol og stirrer ud i luften, og spekulerer på om fællesspisningen med flyttefolkene fra i dag, mon bliver til noget. Jeg tvivler. Jeg burde gå i seng, klokken er mangen inden vi kommer hjem, hvis..

gotta go