Sys Bjerre og hendes Malene i baggrunden. Sikken hævnhistorie.

Mit liv ligger i en trailer. Haderslev er en eks nu. Det var mærkelig at låse døren, indtil tomhed. Mærkeligt at se luftmadrassen ligge midt på gulvet. Uden seng. Uden borde. Uden stole. Uden billeder på væggen. Bare tomt og hvidt. Tror jeg skal prøve at ligge i midten af rummet, når jeg skal sove dernede igen. For sidste gang.

En veninde vil have mig med i byen - efter at hun og slænget har været til festival. Glem det. Jeg gider ikke. Har et godt minde fra en filmaften. Lad os nu bare holde fast i det minde, i stedet for at skabe et kunstigt "happy goodbye"..

Jeg brækker mig stille og roligt.. Jeg vil bare gerne have mine ting nu.. Alle mine ting.. Så jeg kan komme væk.. Hvis de ønsker det - må de hjertens gerne komme på besøg - hvis ikke, tror jeg ikke at jeg græder mig i søvn af sorg..

Der er tretten km fra mit nye hjem i København til matematik-kursus. Jeg overvejer at cykle frem og tilbage. Det er lige under 26 km frem og tilbage. Det må kunne gøre det ud for motion - indtil videre. Hader ikke at kunne noget. Måske ender det med at jeg begynder at løbe, hvis jeg ellers har tid - efter lektier og arbejde..

En masse ting måtte gerne lykkedes for mig nu. Men det ser ærlig talt lidt sort ud. Sort.

Ninja'er går i sort. Deres hemmelige våben er et samurai-sværd.

Udenfor får blæsten bladene på buskens grene til at bevæge sig. Som det er sket så mange gange før. Som det vil ske så mange gange igen.

Det er en hårfin balancegang. Lige knap en dans på roser.

I mine forældres have, har der altid være rosenbuske. De blomstrer aldrig. Kun en. Til gengæld i en smuk sart rød farve. Hvert år, kun denne ene rose, ud af fire. I år har den tre blomster.