Jeg elsker Peter Pan. Jeg er dybt fascineret af historien, forfatteren og historien om hvordan forfatteren har fået ideen. Jeg er ikke særlig meget freak - så jeg har "kun" set Disney's tegnefilmudgave, en anden udgave med levende personer samt Finding Neverland..

Tanken om aldrig at blive voksen, tanken om aldrig at være tvunget til at tage ansvar. Tanken om at ende ussel og fantasiløs.?

Tanken om en person, en figur, der bringer så meget glæde ind i andre menneskers liv? Midt i al teenagepladderet om, at jeg skulle være en skidt og småond person - flød mit bæger over.. Jeg blev ked af det, for med et var der ikke længere nogen der kunne se hvor meget jeg gav af min energi - der var ingen der værdsatte min funktion som humørspreder.. I hvert fald ikke blandt de personer, der tilsyneladende har et problem.. Men alle de andre.. Blev nærmest flået til side efter en ridetur, af en ældre heste-bekendt.. Nu måtte hun altså have historien om hvorfor jeg var så ked og nedtrykt? Det var helt forkert at jeg ikke smilede og havde det sædvanlige glimt i de blå øjne.. To mere kom til.. Som bakkede op.. Historien blev serveret på bordet, med min afslutningssætning: Det er nemmere at flytte en hest - end de andre heste.. Så blev der røre i den lille hønsegård.. For det viste sig ikke at være alle der delte den mening.. Så lige pludselig kunne jeg se frem fra opbakning, fra en front jeg ellers ikke havde regnet med kunne få betydning.. Det er skønt, når man lige pludselig finder ud af, at vennerne står nærmere en, end man har regnet med..

Min ungdomskilde, min livsenergi - min hest, min familie og mine venner..

Mit eget Peter Pan-eventyr