Igår var meget svær. Var utrolig træt hele dagen, sov om formiddagen, og gik i seng inden 22.

Da jeg lagde mig, kunne jeg mærke hvordan jeg manglede og savnede min elskede mand. Manglede hans arme, duften af ham, det at vide at han var der.

I morges var det lettere, men allerede nu, kan jeg mærke hvordan det går mig på - 1½ uge endnu til vi ses. Glæder mig meget.

Onsdag aften - Søndag aften var vi sammen - det var åh så dejligt.
Det var skønt. Han arbejdede hele weekenden inden for at det var muligt - jeg elsker ham.

*suk* Det svære ved at være barnepige her, er at der er trapper ud til, og ned til kælderen også self.
Det betyder også at jeg ikke kan komme ud, ikke kan komme i kælderen (vasketøj, fryser) og heller ikke fjerne efter de 2 små hunde.
Så alle de ting, må jeg bede Ann om at lave (søster på 10)
Ligeså har jeg jo heller ikke mine hjælpemidler, så kan ikke nå ret meget i køkkenet, dvs. jeg kan med en del energispild, smøre mad, og hvis Ann har sat elkedel med vand i, i "nå-afstand" så kan jeg lave te.. (høje køkkenborde :\)

Nå ja, men hvad pokker - overlever nok.
Håber virkelig at mor kommer hjem lørdag morgen som de satser på.
Ellers er jeg alene fra fredag eftermiddag - søndag eftermiddag.
Hoben af hundehømmer udenfor, leve af kold mad, osv..
*SUK* Glæder mig til at komme hjem

Sjovt nok så tror jeg dette lyder så negativt, men føler det ikke negativt på nogen måde - blot lidt trælst.

Jeg vil daffe af dagbogen igen, se om min download er færdig og hvis den er gå offline og se en film.
Hundene (drengene) ligger nemlig begge og slapper af pt :)

Annika