Der er dansende blade uden for mit vindue. De danser en dans for mig. Sorgløst, drillende, rundt i flok og hver for sig. De ligner legende små børn, der får et ustyrligt energi-kick for derefter at falde om. Eller panik efterfulgt af ren udmattelse. Storm og stilhed.

Jeg har en af de dage, hvor jeg føler mig ubestridt ensom. Følelsen kommer faktisk oftest, når jeg er omgivet af en masse mennesker. Jeg kan sidde i et rum omgivet af familie og venner, højt humør, gode historier, og pludseligt blive ramt af en følelse af isolation. En følelse af at ingen rigtigt kender mig, og at jeg ikke rigtigt kender nogen. At vi fødes alene og dør alene. Jeg overanalyserer alting. Skal virkeligt presse mig selv til at nyde nuet. Jeg finder nuet, når jeg sidder og kigger på dansende blade, og nyder den trance det bringer, eller når jeg mærker vinden suse og tage fat i min krop, eller min kærestes bevægelser, når vi ligger i ske. Men når der er en interaktion med andre mennesker involveret, har jeg konstant en skyggekonversation kørende, hvor jeg debatterer situationen, mig selv, fremgangen i samtalen, eller den andens bevæggrunde for det ord, det blik, den bevægelse.

Jeg tror, jeg elsker min kæreste så højt, fordi han på en eller anden magisk måde, har gravet sig gennem alle mine private lag, og fundet mit sande jeg dybt begravet. Med ham føler jeg mig aldrig ensom. At han er mærkelig, og ikke helt forstår mig, og er min diametrale modsætning, ja, men aldrig ensom.

Et af mine store skræmmebilleder er at blive en gammel kvinde, hvis eneste selskab er en undulat og hjemmeplejen. Jeg får en stor klump i halsen og en knude i maven, når jeg ser en ældre dame med et fortabt udtryk i ansigtet. Jeg kan genkende ensomheden på lang afstand. Jeg tror, jeg var et ensomt barn omringet af kærlige mennesker. Jeg havde alt for travlt med at gemme mig og leve med fantasierne til at opdage det.

Jeg har udviklet mig på så mange områder gennem mit liv, gad vide om jeg kan udvikle mig ud af denne følelse. Kan jeg åbne mig nok og fange andre nok til virkelig at føle en sammenhørighed?

Det vil tiden vel vise.
R.