Et liv har formet sig her. I Sønderjylland. Med skole, hest, lektier, hjem, soldat, veninder, ungdom og ansvarsfuldhed - hård arbejde og mere knokkel.

Et næsten forladt liv, ligger i en anden del af landet. På Fyn. Der er familien. Alle sammen. De elsker mig hver gang jeg kommer, og jeg elsker at være sammen med dem.

Men som jeg sad og tænkte over i den offentlige transport på vej hjem til Sønderjylland, så ligger mit liv ikke længere hjemme hos mor og far. Jeg ville ikke kunne bo der, jeg vil ikke igen kunne indtage rollen som den ældste søster. Jeg er stadig en del af familien og vil altid være det, men på en anden måde end før jeg flyttede hjemmefra. Kærligheden familiemedlemmerne imellem, har ændret sig. Min mor forsøger troligt at skjule af hun fælder en tåre, hver gang jeg hanker op i tasken, og "rejser" tilbage til mit Sønderjylland.

Der var håndboldfinale her til aften - gætter på at det meste af Danmark sad klistret til skærmen. Jeg tog ud til min hest, og red en lang tur i skoven, til de sidste af solens stråler. Ubeskriveligt smukt. Hørte intet andet end hestens forpustede åndedræt og mit eget - tog mig selv i at grine højt at glæde over turen og den kåde hest. Det er mit liv hernede, og jeg elsker det.

Forældre, søster, bedsteforældre, er blot en super fed bonus at have i baghånden. Jeg ville nødigt være foruden, for det vi har sammen, som familie og ikke mindst i form af de tusindvis af minder der er skabt i løbet af en livstid, er så ubeskrivelig smukt at jeg ikke formår at finde ord der rummer følelserne.

Nyt semester starter på mandag. Endelig kan jeg stå op om morgenen, tage i skole og lære noget der interesserer mig!

Ude på gangen rumsterer der en eller anden rundt, med noget der lyder som en pind. Beder en bøn til, at det bare er en person med en kost. Tror jeg bliver inden døre resten af aftenen.

Nu er der jo lige pludselig lektier igen..