Idag er det lykkedes mig at tænke på ham og faktisk få vendt det til noget der kunne minde om vrede.
Endelig! Men stadig ikke godt nok..
Nu går jeg bare rundt og frygter/venter på han ringer igen, for jeg ved at jeg går et skridt frem og to tilbage hver gang han laver det nummer.
Vil enormt gerne have ham ud af mit system nu.
Kan stadig mærke at det langsomt- meget langsomt- går frem af.
Håbet er der og det lever stadig stærkt,men det har også taget lang tid at nå her til. At kunne bevæge mig rundt uden tårerne triller ned af kinderne på mig.

Jeg forsøger stadig at fortrænge det hele og det går egentlig også okay. Ved det højst sandsynligt giver bagslag en dag, men lige nu er alle mine kræfter brugt op på den front- magter ikke at tænke mere på ham eller snakke mere om ham. Hader han stadig fylder så meget hos mig. Hader at han har spoleret enhver chance for en ny fyr at løbe med mit hjerte- ihvert fald lige nu.

Kæmper en kamp i disse dage med hensyn til tillid.
Har mødt en super sød fyr, som er en sjælden art;
Ingen stoffer, ingen smøger, ingen tatto- men han er så helt igennem sød og tror på der intet ondt er i ham, men det er stdig ikke nok og når han spørger om jeg stoler på ham, er jeg nødt til at være ærlig og sige \"nej..\".
Der er lang vej, men han giver mig alligevel håb- ihvert fald indtil det modsatte igen er bevist.

Hver eneste aften ber jeg til Gud om at alt bliver bedre og jeg tror han har hørt min bøn