Kære Dagbog!

I mine tanker er jeg begyndt at kalde mig selv for Asperger - ikke fordi jeg ellers synes godt om at folk stiller deres egen diagnose, men nu har jeg læst så meget om det at det bare må være det. Jeg mangler bare en diagnose og den VIL jeg have!!!! Det ville hjælpe så meget i min dagligdag at kunne forklare min specielle personlighed og mine særegne karaktertræk og interesser med en egentlig diagnose...

Der er bare et problem:
MINE FORÆLDRE!!!!!

Min mor arbejder med børn med særlige vanskeligheder, heriblandt Autisme Spektrum Forstyrrelse (ASF), men når det handler om mig har hun nærmest skyklapper på! Hun lukker sig inde i sin egen osteklokke hvor realiteter ingen adgang har. Nogle gange føler jeg at hun driller mig med OCD'en eller ubevidst ydmyger mig og konstant presser mig til det yderste af mine grænser for hvad jeg kan holde til. Hun har også flere gange givet udtryk for at hun ikke bryder sig om min medicin-behandling, som jeg endda selv har valgt og været interesseret i. Min far er anderledes, men han har så meget andet... Jeg tør slet ikke tænke på min mors reaktion hvis jeg fortalte hende om min mistanke om Aspergers Syndrom! Men jeg har brug for den diagnose for det er den altafgørende brik der mangler i puslespillet! Den der får billedets helhed frem og afslører motivet!

Må nok hellere lige tilføje at det ikke bare er min mor, men et generelt problem i hele min familie at der sgu ikke er nogen der spørger om noget eller tager hensyn, men hvordan skulle de også kunne tage hensyn når de ikke ved noget om det? Men på den anden side må de da være monster-blinde hvis de ikke fornemmer at den er gal et eller andet sted....

Det skal lige siges at jeg ellers er meget tæt på min mor og har mange sjove og hyggelige timer sammen med hende, men de inderste følelser og de svære ting er lukket land...

Nej, hvor blev jeg også gal og stiktosset da psykiateren jeg går hos slet ikke sagde noget til det forsøg jeg havde gjort på at beskrive mine vanskeligheder. Jeg prøvede så til sidst at spørge hende hvad hun mente om det og hvad tror du hun så siger? "Vi har ikke mere tid, den næste patient er kommet". ØV altså! Hvorfor var hun så ligeglad? Det eneste hun sagde var at jeg var god til at beskrive hvordan jeg havde det!!! DON*T GIVE ME THAT SAME OLD STORY!!! Ved du hvad Dagbog? Hun skal IKKE prøve at lade som om hun vil gøre alt for at hjælpe mig, for det tror jeg ikke på! Hun er sgu meget flink, men hold da fest hvor er hun bare ikke god til at lægge to og to sammen!

Så nu bliver det min egen læge jeg må sætte min lid til - Altså et cirkus! Hvorfor ER man afhængig af de der mennesker som kalder sig speciallæger i psykiatri? De tror de er så meget!

Okay, Dagbog... Det var vist det for denne gang, men jeg vender tilbage snart for at følge op på min efterhånden noget afsindige historie som den har udspillet sig over de sidste par måneder!

Din Ashley