det er altså meget svært at være single på den fede måde - den sex and the city-agtige måde, hvor man hele tiden hænger ud med venner. og laver ting.

jeg synes at jeg prøver meget. jeg går i byen, jeg går i teater, på udstillinger, går ture med mig selv, drikker kaffe med veninder.
men veninderne har jo også kæresterne...

f.eks. har det været mig helt umuligt at skaffe mig selskab til at gå ind og se en udstilling i morgen. jeg kunne selvfølgelig gå alene, som sædvanlig, men det er nu bare noget andet med selskab. så maan kan drikke kaffe bagefter.

jeg føler mig bare ofte så alene om søndagen. og singleagtig på den ufede måde. må hvor jeg enten laver ting hnelt alene. eller sover mega tømmermænd ud.

øv.

er lige kommet hjem fra babysitning. det gik fint... hun er sgu sød, tøsen.
men så bliver jeg selvfølgelig ensom på vejen hjem. overvejede at tage i byen og N var også ude, men så kom jeg i tanke om at jeg havde hyggejeans på, dem som jeg kan tage af helt uden at åbne dem. og makeup fra i går. og så orkede jeg heller ikke helt at skulle se hendes ven, som jeg kom til at være sammen med for en måneds tid siden, da jeg var virkelig stiv....

ville hellere have at der lå en sød kæreste derhjemme og ventede på mig... eller, at jeg havde en sød kæreste som var i byen, og senere kom hjem til mig og vækkede mig og var fjollet.
det er kedeligt bare at cykle hjem og sætte sig ved computeren. det er ikke single på den seje måde.