hvor er det maerkeligt at begynde en dagbogstekst her efter et halvt aar...for nogen foeles det maaske ikke som meget, men jeg har skiftet familie, liv, venner og land siden da, jeg kan slet ikke rumme at taenke paa alt hvad der er sket!

Rejste med AFS til Montreal i quebec i august og har boet her siden med en vaertsfamilie og er startet paa et privat college og har meodt venner og er begyndt at laere et nyt sprog..det gaar langsomt, men hvor er det ejendommeligt at en menneskehjerne kan indrette sig efter saa mange nye indtryk saa hurtigt; efter kun 3 maaneder er jeg allerede saa fasttoemret her som havde jeg boet her et helt liv. Og alligevel er det hele ligesaa nyt og svaert som da jeg kom...

det mest utrolige er den chance det har givet mig; har kunnet vaelge mit liv og min personlighed forfra; ingen kender mig, ingen ved noget om mig - har valgt ikke at vaere genert, ikke at vaere en klovn til sport, ikke at kludre rundt med drenge, at vaere glad altid, at elske boern(halvsvaert for et forkaelet enebarn, men det er i den grad lykkedes!) og at arbejde haardt i skolen(HElsvaert eftersom det altid har vaeret leg og ballade i skolen i dk)...og det er gaaet mere end efter planen alt sammen. Man kan virkelig naar man vil.. startende helt fra bunden uden at kunne mere end to saetninger kan jeg nu skrive tre siders franske stile - omend meget langt fra bare taalelige grammatisk set, men forstaaelige - og tale om alt med familie, soeskende og venner. At faa tretten i dansk stil bare ved at saette sig og skrive frit fra leveren er maaske nok fedt, men atknokle for at faa et nyt liv til at virke og se at det virker; hvis det ikke er at vaere lykkelig, saa ved jeg ikke hvad det er.

Ville jo skrive mere, meget mere, om alt, men det er vist ikke stedet...naermer mig allerede de 2000 ord. Saa hej til alle derhjemme i danmark, og et stort juleknus :)