Bare jeg kunne lukke min øjne og sove bekymringerne væk, og først vågne når solen nåede ind i mit sind. Kroppen er gået på standby, og afventer fornyet energi. Hovedet er et stort virvar af tanker og følelser, afmagt og frustrationer.
Har prøvet at gemme mig af vejen de sidste par dage, og blevet hjemme fra arbejde. Claus har uforskyldt været et irriterende element, som har talt i uendeligheder om vind, vejr og ikke mindst golf ;-). Jeg prøver at holde ham ” skadesløs ”, da han jo ikke kan gøre hverken fra eller til. Kan godt mærke at han er bekymret !

Af mine tlf. samtaler i mandags fandt jeg ud af.

Gården har trukket deres opsigelse tilbage - hvilket jeg ikke har fået noget info om. For Andrés vedkommende, så er gården et overstået kapitel d. 30/11. Så hvis de mener han skal blive der længere end det, så er jeg bange for at de tager fejl !

De er begyndt at arbejdede på et andet sted, da sagsbehandlingen og kommune omlægningerne ville trække det i langdrag ( som om vi ikke har fundet ud af det ). Har et sted i kikkerten, som ligger ca. 220 km. her fra. I tidernes morgen hvor en flytning blev besluttet, blev det sagt, at det skulle være inden for rimelig afstand, da han er meget knyttet til familien, og havde svært ved at klare den lange transport. På spørgsmål dertil fik jeg at vide ” jamen han er jo en god og fornuftig ung mand, så det skal han nok kunne klare.

Jeg kan hverken gøre fra eller til, da han siden dommen er doms anbragt. Samtidig har jeg en fornemmelse af, at de vil feje mig af når han fylder 18 år d. 29/ 11. For så er han jo myndig.

Jeg har engang læst noget i retningen af :

Et normal barn har man kun til låns.
Men et handicappet barn har man hele livet.

Så sandt som det er sagt, selv om jeg ALTID vil være der for dem alle….