I dag vil jeg være ligeglad med om verden går i stå uden for min dør, om solen skinner, eller regnen står ned. Jeg vil bare nyde at være alene hjemme, og ikke skulle tage stilling til noget som helst. Føler mig lidt utaknemlig, da jeg ved at jeg er elsket af mine kære, og at de værdsætter mit selskab. Men indimellem har jeg brug for at kunne trække mig tilbage og bare være alene. Skulle måske investere i en ødegård et eller andet sted ;-)
Er på det sidste ofte blevet grebet af en indre dominerende irritation. Den fylder min krop op og ligger og lurer under overfladen. Den gør at jeg enten har brug for meget søvn, eller som sidste nat – ikke kunne sove. Er meget opmærksom på de negative vibrationer min krop og tanker signalere, da det var dem som tog over da jeg var syg sidste år. Er jeg mon ikke hel rask ?
Talte i aftes med min far. Han havde været ude ved min ” kære ” fætter i sidste uge, og fået fremlagt den endelige regnskab. Vil ikke indse at han ikke har råd til at blive siddende i huset. For meget udskudt skat, som nu skal indkasseres. Jeg kan ikke få ham til at forstå, at det ikke kan hænge sammen med en folkepension. Er i smug begyndt at se efter alternative steder, hvor han kan have hunden med. Det bliver min ” kære ” fætter og bankrådgiveren, som må overbevise ham om det rigtige i at sælge huset.
Min far er uforstående overfor, at jeg ikke har rørt ved kassekreditten. Min fætters kommentar dertil var ” har hun mon husket at betale skat ”. Gunk..Gunk.. Janteloven – kom ikke og tro at du er noget, kan noget, eller er bedre end andre. Føler mig såret over den manglende tillid. Skylder ikke en krone i hverken A eller B SKAT, eller for den sags skyld andre steder. Ups skimter lige en tlf. regning ud af øjenkrogen, som bliver lagt ind til betaling i dag, men det er så også det. Hvorfor tager jeg det så nær, og ikke bare lade dem tro hvad de vil. Higer nok efter anerkendelse, specielt min fars. Min kære far, som aldrig har formået at rose os, eller vise kærlighed. Men ude i verden, til fremmede, har han tegnet og fortalt. Har ofte fået stoltheden ind af bagvejen.
Tror at jeg vil ud i garagen og fortsætte der hvor André slap, med at fjerne pus fra væggene. Håber at murstenene stadig står tilbage når jeg er færdig ;-)
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.