Claus og jeg fik til opgave, at aflevere lille Vaks på dyrehospitalet i dag.

Jeg nåede ikke at ringe til dyrlægen før han havde ringet til min far og sagt, at chancerne for at den kunne få et tåleligt hundeliv, var så minimale, at han ikke ville operere den. Claus kørte min far ud til hans torsdagsveninde, og derefter hjem for at hente mig. Michelle var kommet, og vi kørte alle 3 ind for at hente Vaks.
Jeg havde håbet at den bare lå i sin kurv og så hjælpeløs ud, men nej…. Den stod / lå foran døren, og var glad og ivrig for at hilse på. Jeg gik ud i køkkenet og hentede et håndklæde, som jeg dækkede hans bagparti med. Siden påkørselen, har han ikke haft kontrol over blæren eller afførelsen.
Turen til dyrehospitalet gik okay, men efter jeg havde fremlagt vores ærinde, kom tårerne. Puha jeg hylede som en stukken gris. Det var hårdere end jeg havde regnet med, også selv om det var den mest humane beslutning. Vi skulle køre direkte derfra til et åbent hus arenagement i Sønderjylland. Det tog ca. 30 km før jeg havde hylet færdig.

Så til dig lille Vaks.

Tak for dit dejlige varme og glade væsen.
Tak for din imødekommenhed og tillid.
Ekstra mange tak for, at du holdt modet oppe hos din menneske far, som elskede og forgudede dig.
Du vil aldrig blive glemt, men som et kærligt minde - godt gemt.

Ps. Undskyld jeg prøvede at lære dig at gå på trapper ;-)