Det går bare aldrig. Eksamen er dømt til at gå a' helvede til. Jeg har ikke tid nok, jeg får ikke læst nok.

Pga. M's søster og niece, har jeg måtte hive en hel dag ud. Ved godt jeg bare kunne sige fra og blive hjemme. Men brød mig ikke om at skuffe dem så voldsomt.

Nu sidder jeg og forsøger at indhente det forsømte, og det går dælme skidt. Min koncentration er dårlig, og skolens side er vist gået ned. Det betyder at jeg ikke kan hente de sidste sider af det kompendie jeg er ved at gennemgå.

Hvordan skal jeg nogensinde slippe levende igennem?! Alle siger hele tiden - det skal nok gå. Men hvad fanden ved de? Lige så lidt som jeg selv gør. Og min fornemmelse er bestemt ikke god.

Ville ønske jeg kunne lægge mig til at sove fra det hele. Jeg vil slet ikke. Drømmer mig tilbage til glade tider uden ansvar og forpligtelse.

Ville ønske jeg bare følte mig levende under stres. Det gør jeg ikke. Føler mig mest af alt bare jordet og uduelig.

Af mangel på ingredienser til ordentlig aftensmad, tror jeg jeg vil lave mig en ordentlig portion tomatsalat.

M er igen på kursus, til kl. 21.

Han kan da også sagtens inviterer gæster, nå han smutter kl. 15, og lader mig "hænge" på de sidste 3 timer.
Hør på mig...utaknemmelige skarn! Nu har jeg gået og savnet familie og venner så længe, og så brokker jeg mig fandme når de endelig kommer. Bryder mig ikke om den person stressen forvandler mig til.

Det burde vel være muligt at gå i skole, og leve et normalt liv imens?

-Berta