Jeg startede på arbejde kl. 05.00 i går, efter at jeg havde kørt Claus på arbejde, og sluttede af kl. 11.00 så jeg havde god tid til at hente min far. Han havde tid kl. 14.00 og vi havde aftalt at køre her fra omkring middag. På vej ud af byen fortalte han, at min søster og hendes veninde også ville komme. Jeg blev mildt sagt noget overrasket, og lettere irriteret over at ” det kunne han godt havde sagt noget før ”. Ikke fordi at jeg ikke ville køre ham eller deltage, men jeg ville gerne have været bedre mentalt forberedt.

Med en glidende trafik og medvind på motorvejen, var vi denne gang derovre i god tid, og fandt også rimelig hurtig en parkeringsplads. ” Farmand ” lånte min mobil for at lokalisere min søster, som åbenbart allerede var på afd. Jeg var spændt på hvad der ventede mig, da sidste gang jeg talte med hende var, da hun erklærede skilsmisse. Men der blev hilst pænt, og det var så det. Jeg tog ikke initiativ til at give det sædvanlige knus, ej heller gjorde hun.

Da lægen kom ud for at indkalde vores far pointerede han, at han ønskede” kun ” at der var en pårørende med. Jeg blev paf da vi begge havde været med sidste gang, og var ikke forberedt på, at det kunne ske. Min søster ville vige pladsen for mig, men jeg sagde at, hun skulle gå med ind. Jeg håbede at det kunne ” tø ” hende lidt op !

Da samtalen var færdig, gik vi over og fik lavet en EKG, og derefter en smut i cafeteriet. Min søster berettede neutralt om samtalen, som udmundede i endnu mere medicin. Imens vi sad der, havde jeg så inderligt lyst til at give hende et knus, men afholdt mig derfra. Jeg var nok bange for at blive afvist.

Min søster og jeg er så forskellige som dag og nat, og sol og måne. Men tiden og universet imellem os, behøves ikke at være en hindring. Der skal være tid og plads til at være forskellige og have tolerance. Jeg skrev min ” sku ” mail i afmagt og frustration over fores fars situation, og over at det endnu engang var MIG som tog vare på situationen. Jeg står stadig ved det skrevne, men hun har lukket af for dialog. Da vi tog afsked trak hun sig tilbage, og end ikke vores far fik et knus. Hun ønskede ikke at komme tæt på !

Det gør så ondt, og jeg ønsker så inderlig at det kunne være anderledes, men ?

Kl. var ca. 19.00 før jeg var hjemme pga. at vi en smut indenom Kolding ved min moster og onkel, som sidste gang vi var derovre. Smiler ved tanken om mit barndomsbillede af min onkel, som jeg dengang var lidt bange for. Han var i mine øjne en stor bjørn, som kunne skabe respekt med sin størrelse og væsen. I dag er han noget mindre, og en mere ligeværdig ældre herre.

I dag måtte jeg kapitulere sidst på formiddagen. Jeg var startet som sædvanlig kl. 03.30, men dagen i går havde tæret på kræfterne. Jeg havde dog en aftale på centralen, så jeg måtte i ” arbejdstøjet ” igen og der ud i eftermiddags.

Halvvågen og med søvn i øjenkrogene fik jeg vist ansat en chauffør. Om det er var desperat uovervejet handling, eller om det bliver en gevinst - kan tiden kun vise. Der er pt chaufførmangel, og jeg er ved at køre mig selv ned i sokkeholderne, så jeg tog chancen, da der stod en ansøger der ude.
Han er ikke her fra byen, men snarlig tilflytter. Har erfaring andetsteds fra, og virker sympatisk. Han lovede at ringe i løbet af de nærmeste par dage. Spændende !!

Er snart på vej i seng igen – igen. Håber at der snart kommer lidt mere ro over feltet, så jeg kan få tid til end arbejde, spise og sove.