Jeg har gået rundt i nogle dage, og jeg har tænkt og tænkt. Jeg er i bund og grund glad. Men det er som om, og jeg ikke giver mig selv lov til det. Hjemme, der er jeg glad. Vi hygger os, og får lavet de ting, som vi vil lave. Vi er også blevet gode til at være gode ved hinanden, det er kanon.
Men når jeg er i dagbehandlingen, så er der så mange ting, som jeg tænker på. Jeg føler mig, som en lille pige, som er skide bange. Jeg er bange for at vise, hvem jeg er. Der er en masse lig i lasten, som jeg tænker på, men ikke rigtig, kommer ud med dem. Jeg tør ikke. Hvad vil folk dog ikke tænke om mig?
Nu skal jeg i døgn behandling i næste måned. Det frygter jeg måske også lidt, fordi der har jeg sagt, at der vil jeg give mig selv 100 %. Der SKAL jeg vise, hvem jeg er. Det er noget, som jeg kræver af mig selv. Jeg VIL have et liv, uden frygt, uden at have et skjold på, og altid skal være på vagt.
Jeg venter også på at få besked om Grønland. Det tænker jeg også på, og der er min mand godt nok træls. Det er som om, at han tager mit håb fra mig. Piller mig ned, siger, at det kan være, at vi slet ikke får tilskud til det. Det har jeg indstillet mig på, men jeg har en tro på, at vi kommer der op. Jeg snakker meget om det, og det er som om, at jeg ikke må det, fordi så siger han det der, det kan godt gøre mig lidt irriteret.