De sidste par dage, har det været sådan noget øv, det kan jeg også se, på det ævl, jeg har skrevet. Da tænker jeg også, følelser de kan rende mig!
Men jeg ved også, at følelser er en del af livet, og at jeg må lære at leve med dem. Det hele havde bare været nemmere uden. Men hvad er et menneske uden følelser? Jeg ønsker ikke, at være sådan et menneske!
Der er så mange spørgsmål, jeg har, og der er så mange svar, som jeg synes, jeg mangler. Det kan godt gøre mig irreteret og sur, jeg ved, at jeg ikke kan gøre noget ved det, jeg ved også, at jeg bare skal lade det ligge. Det er jeg heller ikke god til.
Jeg har nogle savn, og jeg ønsker nogle ting, som er helt umulige, helt utænkeligt, men de er der.
Nu her i behandlingen, er der så mange ting, som jeg tænker på, og jeg kan ikke helt finde ud af det hele, hvis jeg så bare kunne smide mit hoved væk engang imellem, så kunne det være fedt.
Det er svært, at skulle til at lære sig selv at kende. Bange, og mange andre ting. ØV!!!
Et eller andet sted, skal jeg jo også være taknemlig, det ved jeg jo også.
Jeg er lige oplevet noget, som jeg ikke lige var så stolt over. Jeg er meget god til at flygte fra noget, når det kommer for tæt på mig, og det gjorde jeg lige netop i dag. Jeg måtte også sige undskyld, da vi skulle til afslutnings mødet, det var jeg ikke lige så glad for.
Jeg er godt klar over, at jeg skal snakke om mine ting, de ting, som jeg tænker på, og de ting, som jeg føler, jeg SKAL lære det, ellers kommer jeg ikke videre med mit liv. Jeg er bare så hammer bange, et eller andet sted, så tør jeg ikke rigtig. Så siger jeg bare, at jeg skal ind og skrive, rigtig så skriver jeg også, men så tænker jeg på, om jeg så ikke flygter ind i det. Jeg har også fået at vide, at jeg måske flygter ind i det. Det er rigtig nok, at jeg kommer ud med det, men bare ikke på den "rigtige" måde.
Det kunne være, at jeg skulle læse op, det som jeg skriver, det kunne måske være en start.